mandag den 31. maj 2010

Award til Søhesten


Jeg har sandelig fået en award hele 2 gange!! Tusind tak søde tøser - det er en ære!!

At modtage en pris som den her forpligter. Jeg skal:
(x) Kopiere awarden ind på min blog for at vise, hvor jeg har modtaget den.
(x) Takke Anette (som jeg kalder Lunde) og Lea og linke til deres blogs.
(x) Linke til 7 andre jeg vil tildele awarden og sprede lidt glæde.
(x) Fortælle 7 ting om mig selv.

Jeg har fået awarden af Anette (Glaphuset) og af Lea (Pif Paf Puf). Begge bloggere er knaldhamrende søde og ultra krea - særligt hækling er deres speciale!!
Jeg kender dem begge i virkeligheden fra de gode gamle dage, hvor vi knoklede løs på en lille landsbyhotel som 'trisser. Mange, mange gode minder!! Skønt vi kan følge hinanden her i blogland!!

1. Jeg kommer fra den vildeste kernefamilie!! Ingen er skilt i min nærmeste familie.
Jeg har ingen onkler, tanter, fætre, kusiner osv. der er skilt. Mine forældre har kendt hinanden i 35 år og elsker stadig hinanden!!! Det er altså noget at leve op til!!
2. Jeg har intet mindre end 2 alvorlige, kroniske sygdomme. Ja, hvad er lige oddsene? Men heldigvis...
3. ...er jeg født optimist, så jeg har bestemt, at selv om at min krop ofte driller, så vil jeg på sigt gerne lære at føle mig sund og rask alligevel.
4. Min kæreste er mindst lige så meget "mor", som jeg er. Nogle gange måske lidt mere ;-)
Vi kalder ham mor nr. 2. Mon vi gør det, fordi det ikke er typisk at fædre "gider" deres spædbørn?? Ligemeget hvad så er jeg godt nok hamrende heldig at ha en så dejlig far til mit barn!
5. Jeg bor i en gør-det-selv bindingsværkhus.
6. Jeg snakker meget østjysk. Jeg siger f.eks. "sårt" (sort), "iggå" (ikke også), "jeg har lagt og sovet længe" (jeg har ligget og sovet længe).
7. Jeg læser til lærer og skal undervise i dansk...

Og så var det, at jeg skulle forære awarden til 7 andre bloggere, men det vælger jeg ikke at gøre, for det virker som om næsten alle har modtaget awarden.
Dermed giver jeg en symbolsk award til alle de blogs, jeg læser fast, for jeg er nemlig meget glad for at få lov til at følge dem alle.
Håber det er ok :-)

torsdag den 27. maj 2010

Pynt til nyt Vingummiværelse


Min kære handy-kæreste har sat en væg med dør op midt i vores stue. Bag døren skal Vingummien holde til i fremtiden. Småt men godt! Dermed no more baby in the soveværelse(juhu). Jeg har været på Trendsales og fandt lidt labre tøse-Rice-sager til det nye rum. Det bliver godt - rigtig godt!

Desuden har jeg kun væmmelse tilovers for det misbrug af blog-billeder, der har fundet sted, og noget tyder på jeg ikke heeeelt er den eneste, der har brækfornemmelser. Vi ved jo alle sammen, at når man lægger billeder på nettet, kan de misbruges, men sådan noget sker jo ikke (der burde jo ikke findes mennesker, der keder sig nok/er syge nok)...NOT!! Så blev vi klogere - meget klogere!!
Et kæmpe rap over nallerne til hele det godtroende blogland. Av for fanden!!!!!
Øv øv og atter øv!!


Emneskift:
Jeg har fået en award, eller det vil sige, jeg har fået to. Tak til giverne :-) Skal nok gøre det "rigtigt", men først efter weekenden.

tirsdag den 25. maj 2010

Hordan ku jeg dog glemme??


Dette billede fandt jeg en en genbrugsbutik for længe, længe siden. Inden for 1½ år er vi flyttet to gange, og så har vi jo fået vores Vingummi :-) Lidt kaotisk. Vi har en masse sager til at stå opbevaret i et skur. Vores hus er ikke så stort, så det er (DESVÆRRE) ikke alt, vi har plads til. Og når ting sådan står gemt væk, så kan man jo godt glemme hvad man ejer, og tænk at jeg havde glemt alt om dette billede!! Hvordan kan rådyrs-nutte-kitch gå i glemmebogen??
Nu er det støvet af, og så skal jeg bare lige finde en god plads. Vi har lige delt vores stue i to, så Vingummibamsen kan få sit helt eget værelse. Mon det skal være derinde??
Kæresten er ikke helt vild med det, eller det var han ikke da jeg købte det. Det var lidt for tøset...og ja, han har vist lidt ret. Kun lidt...
Der er også lige lige et billede af Vingummien, der får en flyvetur og en lille buket af havens blomster. Hun bliver 8 måneder i dag. Det slog mig lige! 8 måneder...Shit! Jeg kan stadig få et chok ved tanken om at jeg, JEG, er mor! MOR? MIG??
Nååååhhja

Kæmpe slurp!


I går skulle vi til frokost hos min søde svigerinde (hende, der nu har lært mig dette - tutorial følger!!). Vi regnede ikke med noget særligt - bare almindelig, dejlig frokost. Men se lige her, hvad der ventede os!!!! Og det smagte lige så godt, som det ser ud! Uhm, slurp og savle, savle.
Vingummien fik en masse positiv opmærksomhed, så hun så sådan her ud det meste af tiden (og læg lige mærke til de små bisser).

lørdag den 22. maj 2010

Uden solcreme


Min kærestes ryg ser sådan ud, når man har trykket sin hånd imod den!!! Heldigvis er den ikke særlig øm (sige han), men det ser altså sådan ud.

Lille regnbuevest til vingummien


De sidste par dage har jeg syslet med denne vest. For nogle uger fandt jeg regnbuefarvet Kauni garn sat 30% ned på grund af ophørsudsalg på Paderupgård ved Randers (lidt ærgerligt de lukker). Jeg købte 3 store nøgler uden at vide, hvad de skulle bruges til, men så faldt jeg over en opskrift i et strikkeblad, jeg har lånt på biblioteket. Kunne nok godt ha freestylet mig frem, men det er nu altid lettest, når man ikke skal tænke selv.
Det var lidt svært at får garnet til at passe i farven øverst på forsiden (så farveovergangen ikke blev for brat i den ene side), så jeg måtte skifte side nogle gange. Lidt mere hæfte arbejde, men det gik (selvom jeg hader montering og hæftning ;)
Knapperne var nogle jeg har haft på lager i meget, meget lang tid.
Garnet er lidt halvgroft, så jeg håber ikke det kommer til at kradse min vingummi.
Vesten er heldigvis dejlig fleksibel og kan strækkes godt, så den kan bruges i noget tid, for lige i disse dage er det ikke ligefrem en uldvest, jeg vil iføre den lille basse.
Hvad skal jeg mon bruge resten af garnet til??
Nå, ud i solen igen med mig :-)

fredag den 21. maj 2010

Den lille mælkebøtte


Hvor lækkert er vejret lige for tiden!
Vingummien bliver meget alvorlig, når hun kommer udenfor. Måske fordi der er så meget at opleve, at man ikke har overskud til et par fjollede forældre, der vil have smil hele tiden.
Hun legede med mælkebøtter og blev gul på snuden.

I morges virkede min til tider ustyrlig fjollede adfærd dog, og jeg fik hende til at skrige, virkelig skrige, af grin! Det har hun aldrig gjort før, men hun må godt igen og igen og igen og...

Forresten så elsker jeg mælkebøtter, og se lige hvor mange vi har.
Go home golfbane-græsplæne!!!

lørdag den 15. maj 2010

Snurretop


Her i byen har vi en fantastisk butik. Det er egentlig en boghandel, men ud over bøger sælger de også nips, køkkengrej, isenkram, legetøj, duge, chokolade, togbiletter, og så rummer de også posthuset. Der er fyldt med små skatte alle steder. Jeg elsker at gå på opdagelse i boghandlen. Sådanne butikker findes altså kun her i provinsen og hurra for det :-) Sidst fandt jeg denne skønne snurretop. Vingummien synes den er fantastisk.
Apropos vores vingummividunder - 7½ måned gammel, hun har nu 4 tænder (!!!), som er dukket op helt uden feber, skrig og skrål. Jeg krydser virkelig, VIRKELIG fingre for, at det bliver ved sådan!!!!! Har hørt så mange skrækhistorier. Hun har dog været en smule gnaven ved måltider og sengetid i et par dage, før bisserne er brudt frem. Men det kan vi sagtens leve med.
Hun er altså en stor pige efterhånden, hun bider i alt og siger BA-BA-BA-BA-BA-BA-BA! Tænk sig om få måneder, kan det være, hun GÅR rundt her i vores lille hus!

Wilferts Tøffelcape



Endelig færdig med min Tøffelcape, som nok skal blive god her til sommer. Der står i opskriften, at man kan dampe den og sætte en knap i, men jeg kan nu godt li den, som den er. Hvis den bliver dampet, tror jeg den bliver for pæn, og det skal mit tøj helst ikke være :-)
Jeg valgte farven, fordi jeg synes, den er sommer-agtig, og fordi den fremhæver min øjenfarve.
Jeg har strikket den lidt for stramt, så den er mere en vest end en lille cardigan-agtig ting, men den fungerer, så det er jeg lettet over.
Note to self: strikkeprøve, strikkeprøve, strikkeprøve, strikkeprøve!

Jeg havde feber for et par dage siden, men i går var jeg frisk, snottet men frisk. Slog et smut forbi den lokale Kirkens Korshær og gjorde det vildeste børnetøjs-scoop. Billeder kommer senere. Det hænger nemlig lige til tørre efter en skånevask.

Edith vågnede kl. 4.45 (!!) i morges. Lige tidligt nok...
Heldigvis gik der kun en times tid, før hun var klar til søvn igen. Det var jeg også SKIDE klar til.
Da jeg stod op...igen, fik jeg vasket op (vi har ikke opvaskemaskine og NØJ hvor jeg dog savner sådan en!!), vasket tøj, lavet en lækker frokost pizza, og så gik jeg totalt KOLD, så nu ligger jeg med feber igen!!!!!!!!! What the.....!!!

torsdag den 13. maj 2010

Snot og gopler


Jeg har stadig snot-fluenza, så jeg ligger klinet til sofaen og laver nærmest intet andet end at sumpe tv og internet. Min kæreste har taget Vingummien med til familietamatam med en masse hygge og lækkert mad, jeg desværre går glip af.
Mens jeg sumpede foran nettet, fandt jeg denne screensaver fra "Det nye talkshow" på DR. Jeg er ikke altid lige begejstret for programmet, men jeg er meget begejstret for og fascineret af disse gopler.

onsdag den 12. maj 2010

Øv!



Det regner, jeg har snot-fluenza og værst af alt, jeg er ved at trevle min Tøffelcape op. Ikke helt op, men hele bærestykket ryger. HVORNÅR LÆRER JEG, AT DER SKAL STRIKKEPRØVER TIL HVER ENESTE GANG???
ØV!
Nå, men det er godt, at der ikke skal mere til end kærestens briller på en baby for at gøre mig glad igen :-)

mandag den 10. maj 2010

Zzzzz!


Forår er det bedste!
Hvem der bare kunne være i en barnevogn og ligge og sove i haven under pæretræet...

søndag den 9. maj 2010

Se min kjole!


Dyr var den! For hulan da, Og jeg havde slet ikke råd til den, men den var så enkel og smuk og nærmest skabt til min krop (og min efter-fødselsmave som fortsat trives i allerbedste velgående), at den bare måtte ejes af mig! Den sidder helt fantastisk, det ses ikke her på billedet, men Rabens Saloner fans ved muligvis, hvad jeg taler om. Den har været i brug en gang og skal snart igen...og igen.
Jeg besluttede for noget tid siden, at jeg (næsten) kun måtte købe tøj, jeg bliver helt og aldeles forelsket i, og det blev jeg altså i denne.
Denne måneds tøjbudget er opbrugt, men det var det værd ;-)

It's mine! Muahahaaaa!


Jubiii, se hvad jeg fik i dag!
Mine forældre er ved at sortere deres gamle bøger, og se lige hvad der dukkede op undervejs!!! Først min mors og nu min helt egen Elisabeth Gynthe 70'er godte!! Fuld af musthaves og det vildeste 70'er kitch.
Skøøøøn gave!

torsdag den 6. maj 2010

Spontan sommerhustur


Mine forældre har et ultraskønt sommerhus på Djursland, som vi må låne stort set lige så tosset, vi vil. I fredags tog vi en rask beslutning og drog derud. Så forårshyggeligt! I går solbadede vi endda, mens Edith slumrede i barnevognen!! Fantastisk!
Huset ligger i et sommerhusområde tæt på stranden og endnu tættere på den smukkeste hede, hvor det vrimler med rådyr og andre bløde skabninger. Jeg kunne ikke lige lade være med at snuppe et par billeder af nogle få husnavne. Mine forældres hus er dog uden navn.
Vi var på loppemarked og jeg fandt en masse retro-sengetøj, et par gamle møbler, der trænger til en kærlig hånd, tasker, julepynt (ja, det var vist en smutter) og en masse andre fine sager. Fik desværre ikke taget billeder, måske en anden gang.
Vi spillede kort, gik ture, legede med vores vingummi og lavede en hel masse ingenting! Det er altså fantastisk at komme hjemmefra i ny og næ.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...