OM MIG

Velkommen til min blog!
Søhesten er mig, og jeg hedder i virkeligheden Trine.
Jeg er glad, kreativ, genbrugs-oholiker, selvironisk, idérig, distræt og ikke mindst samle-manisk.
Jeg er 31 år gammel, ugift, men kærester på 9. år med en dejlig handymand. Vi bor i et gammelt bindingsværkhus i en lille Midtjysk by sammen med vores kat og vores møghamrende søde datter (fra september '09), som jeg herinde oftest kalder Vingummibamsen. 
Søhesten hedder sådan, fordi ordet "Søhest" minder en lillebitte smule om mit efternavn. Derudover synes jeg, at en søhest er en sød lille skabning, som gør mig i godt humør.
Søhesten begyndte i slutningen af  '08, fordi jeg gerne ville udstille de ting, jeg fik fremstillet i forbindelse med håndarbejdsstudiet på læreruddannelsen. Den skulle fungere som en slags virtuel procesmappe, men så greb det skisme om sig, gjorde det, og nu er Søhesten meget mere end det.
Søhestens hverdagsbeskrivelser er oftest bekymringsfrie, glade, kønne og med kirsebær på toppen, men sådan er det naturligvis ikke i virkeligheden. Mit liv er lige så broget som alle andres, med op- og neture, nullermænd i krogene, vasketøj i store stakke, armsved og alt det andet, men det altså er ikke herinde, jeg dyrker den slags. Her hylder jeg det jeg holder af, det der begejstrer mig og det der får mig til at smile. 
Jeg blogger mest for min egen skyld, og jeg blogger fordi jeg ikke kan lade være. 
Det er dog ikke nogen hemmelighed, at jeg bliver smadder glad, når folk ønsker at følge med og ikke mindst, når de efterlader nogle venlige kommentarer!

soehestenblog@yahoo.dk

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...